Søndag efter Trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.«

Prædiken

Evangeliet har en årtusindelang virkningshistorie og dukker op de mest uventede steder. På en af de lange ture gennem sommerlandet spillede bilradioen pludselig en 20 år gammel popsang med den nu hedengangne engelske popgruppe Genesis, som jeg har lyttet meget til engang. Sangen i radioen var ?Jesus he knows me.? Det er en sang, der handler om, de amerikanske TV-evangelister. Når popmusikerne kom hjem til hotellerne efter koncerter i USA, og i disse sene natte-timer tændte for hotellets fjernsyn, var det eneste, de kunne se, den ene evangelikale TV-kanal efter den anden: Baptister, pinsekirkefolk og hvad de ellers hedder. Fulde af fordømmelse, bl.a. over nutidens popmusik med dens tit erotiske undertoner.

Og Genesis budskab var: når man ser disse tv-prædikanter, så opfører de sig også som popstjerner, i virkeligheden er de kun optaget af at sole sig i selv at blive beundret og nyde godt af menighedernes gaveregn. Og når TV-prædikanterne så temmelig tit falder for alle popstjernes fristelse, magt og alskens nydelser, så er de i virkeligheden falske profeter, der er som ulve i fåreklæder.

Hvem er de falske profeter i vore dage? Ulve, forklædt i fåreklæder? Ja, alt efter smag og behag kan man jo udpege mange forskellige. Og det skal man netop være meget forsigtig med. Det høer netop med til at være falsk profet at være meget optaget af at udpege falske profeter ? og dét med henvisning til gamle traditioner eller høje idealer. Og det var netop det dé gjorde, dem, som Jesus agreb i sin samtid: Jesus tænkte nok på tre grupper i det religiøse miljø:

Det var farisæerne, disse mørkemænd som belærte alt og alle om deres system af leveregler som var mere eller mindre velbegrundet i Bibelen. Og så var det saddokæerne ? præster, der sådan set bare leflede for dem, som var store indenfor politik. De forvekslede tro med politisk teft. Endelig var det zeloterne: ballade-magere og urostiftere eller oprørere eller frihedskæmpere mod romerne alt efter smag og behag. De tre grupper var i indædt magtkamp, men Jesus udstillede dem som falske profeter ? og historien har givet ham ret. Deres magtkamp kostede staten Israels udslettelse.

Alle tre grupper var travlt optagede af at rense folket, udstøde de forkerte, fordømme de anderledestænkende, pege på falske profeter.

Og netop derfor har altid haft det noget blandet med Genesis? sang. Dengang for 20 år siden havde jeg aldrig set den slags tv-prædikanter. Men på det seneste er der sket noget. Når jeg på internettet søger på emner om religion, Bibel og kristendom, hænder det, jeg kommer ind tit ind på hjemmesider med disse glamourøse prædikanter, som står i nypressede jakkesæt foran tusinder. Og gad vidst om ikke det også kan appellerer til nogen der finder Folkekirken kedelig og grå.

I hvertfald skete der dét, da vi for et par år siden fik det nye TV-signal, gav man sendetilladelse til en række Frikirker. Når jeg en gang imellem zapper gennem tv-kanalerne, undrer jeg mig over at se disse dårligt producerede grumsede optagelser fra vækkelsesmøder. Selvom der ikke er ret meget amerikansk glamour over det, snarere noget ynkeligt, ja så, er det for mig at se en falskhed over det. Og dét er fordi de ikke er indfældet i en folkelighed, mangler en respekt for det almindelige skæve liv, hvor det så tit er nødvendigt at finde halve løsninger. Og det er, fordi der er noget sekterisk, selvretfærdigt ved disse kredse af frikirker.

Naturligvis kendes det også fra grupper med baggrund i andet tankegods. Hver gang forkyndere samler grupper af mennesker om sig med en forestilling om at denne gruppe bliver bedre eller mere værd end dem, der forbliver udenfor, så er det falske profetier.

Og det er ikke noget nyt. Jesus talte om det. Grundtvig er inde på det i verselinierne ?O, Gud, hvor det gå dårligt til, nu fjenden har på jord sit spil, så er din kirke i forfald, på sekter mer ved ingen tal.? Og et stort navn i 1960-70ernes danske litteratur, forfatteren Tage Skou-Hansen tumler i romanerne om advokaten Holger Mikkelsen med de radikale politiske tankegange. I romanen ?Den hårde frugt? skal han føre sag for den rød terorist som han e ved at falde for, både i den legemlig og åndelig forstand. Men i en en scene møder han en gammel ven fra modstandskampen, hvor det også gjaldt om at skelne mellem de rene og de lunkne. Nu er han blevet præst og han fortæller om hvad der er stærkt ved gammel traditionel kristendom. Og han formulerer det på den måde: ?kirken kun er sand kirke, hvis der også er plads til alle de dumme svin.?

Og det er dét der er så afgørende et kendetegn på sand kristendom. Det er en falsk profetis ånd der suser ind over os, når man tror, at fællesskaber kun er for dem, der dem med de samme meninger, dem med de samme interesser, dem der ligner hinanden. Sandt kristent fællesskab lukker også dem ind, som vi afskyr ? og dén sandhed har det bare svært.

Grundtvig skriver i sangen ?Folkeligt skal at nu være? ordene: ?Rive løs sig rigets stænder, fra den samme folkeånd, da går hoved, fødder, hænder, latterligt på egen hånd, da er riget sønderrevet, fortidsalderen udlevet, folket mødigt sover hen, vågner vanskeligt igen.?

Og netop det, er for mig at se, hvad der sker i disse år ? både i Danmark og overalt på kloden: Vi oplever kun fællesskab med dem der på én eller anden måde er som os!

Og de frygtelige begivenheder der er sket omkring os i denne sommer viser det: Der dukker nye profeter op som kaldes ?Blog?ere?:

Se, hvad de kan ophidse til af grusomheder. Og vi skal ikke nævne stederne for disse grusomheder. Men overalt ser det ud til at voldsmænd farer frem drevet at en ond profetis ånd, der siger at hvis folk ikke er som mig, interesserer sig for det samme som mig, mener det samme som mig, så kan jeg tillade mig at trække våben mod dem, at brænde huse, butikker, virksomheder.

Og eksperterne diskuterer: hvad skyldes det? Taler vi for groft om problemerne? Taler vi ikke klart nok om problemerne? Åh, de kloger forgæves i det, når det eneste problem er, at ingen længere tager Jesusordene til hjerte, når han siger: Tag Jer i agt for de falske profeter! Husk, det er ikke de smukke ord, der skal gøre forskellen. Men hvordan du lever.

Og det ér ikke så svært: Tag de opgaver på dig, som virkeligheden byder dig. Husk på hvem du er, hvor du lever, hvor du komemr fra. Lev i kald og stand, som Luther skrev om det i den lille katekisme: Virkeligheden forventer ikke de samme gerninger af husbond, husmoder, karl og pige, Af fyrste, borger eller bonde. Men virkeligehden forventer at alle de forskelligartede gernigner bliver gjort i den samme gode ånd: En ånd, der giver næring til tro, til håb, til kærlighed. En ånd der bærer over med at her på jorden er livet så tit så skævt, bliver vi nødt til at finde halve løsninger, komprosmiser, som måske ikke tåler retfærdighedens kolde lys, men som måske består i lyset fra kærlighedens lampe, den som hedder syndernes forladelse, og som Jesus tændte.

Måtte dette lys gløde, måtte mennesker trods alle forskelle stadig samles omkring denne glød fra tid til anden. Amen